Artikel

Til arkitekturens 'spørg mig om alt'

Er arkitekturkritikken død? Kan den genoplives? Skyldes kritikkens forsvinden berøringsangst med ukomfortable spørgsmål? Er denne berøringsangst begrundet i intern økonomisk afhængighed eller slet og ret i angst for konflikter?

VIDEO KAN IKKE VISES DA DER MANGLER AT BLIVE UPLOADET ET BILLEDE

TIL ARKITEKTURENS ‘SPØRG MIG OM ALT’


•  Hvad er arkitektur? Er svar nødvendige for at beskrive værdien af arkitektur?

• Findes der bygninger som ikke er arkitektur? Eller bør det kaldes dårlig arkitektur? Hvordan adskilles arkitektur/ikke-arkitektur, alternativt god/dårlig arkitektur?

• Er arkitekturens berettigelse at den løser problemer? Skygger denne instrumentalisering for fagets kunstneriske potentialer?

• Er arkitekter smagsdommere? Er den gode smag dårlig? Må smag nedbrydes for at give plads til andre potentialer i arkitekturen? Er arkitekter nyttige idioter som udvikler æstetik til herskende klasser? Naturaliserer arkitekturen derigennem klasseforskelle når fattigdom fremstår selvforskyldt hos folk som ikke kender den gode smag?

• Har arkitekter særlig autoritet i æstetiske spørgsmål? Er en sådan autoritet berettiget? Findes arkitektonisk værdi i sig selv? Er arkitektonisk værdi alternativt noget vi tilskriver visse objekter?

• Lærer arkitekturen af tidligere ideologiske diskussioner? Er arkitekturens fundament stærkere nu end tidligere?

• Kan arkitekturen vinde terræn fra en avantgardepostition? Ender det som diskursivt eksklusionsprojekt hvor kvalitet stiger med afstand til det alment accepterede?

• Fylder stoflighed og sansning for meget i arkitekturen? Er det verdensfjerne betragtninger som overser byggeriets realiteter? Bliver arkitekturdisciplinen indadvendt ved at fokusere på individets oplevelse?

• Tror arkitekter på at ‘Vi bygger det væk’? Siges det for at retfærdiggøre manglende vilje til at gøre det nødvendige? Er motivationen for økologisk eller økonomisk?

• Er arkitektstandens syn på samfundsrollen udtryk for ønsker eller for realiteter? Vil en nøgtern kortlægning øge muligheden for at forandre denne rolle? Hvilken disciplin vil en kortlægning forevise?

• Er arkitekturkritikken død? Kan den genoplives? Skyldes kritikkens forsvinden berøringsangst med ukomfortable spørgsmål? Er denne berøringsangst begrundet i intern økonomisk afhængighed eller slet og ret i angst for konflikter?

• Er arkitekturkritikken i praksis blevet ren politisk polemik? Kan en mere værkkritisk spørgen udvide forståelsen af arkitekturens potentialer?

• Er de her spørgsmål relevante at stille? Er de for nørdede, naive eller prætentiøse? Burde arkitektstanden diskutere dem og lignende spørgsmål noget mere? Ville den byggede arkitektur vinde ved at den offentlige faglige og kritiske samtale blev styrket?

• Burde arkitekter stoppe snakken og bare bygge nogle gode huse? Er mavefornemmelse bedre end sammenhængende idéer?

• Kan arkitekturens samfundsmæssige rolle styrkes uden bastante manifester? Kan arkitekturen i stedet spørge sig til et stærkere ståsted?